Alt du skal vide om gødning
15. december 2019Har du ikke helt så grønne fingre som du måske kunne ønske dig? Når det kommer til gødning, kan det også være en hel jungle at finde rundt i. Hvis du giver planterne for lidt gødning, risikerer de at dø ud, men hvis du giver dem for meget gødning, kan de også dø. Så læs med her, hvis du vil blive klogere på gødning, og evt. købe gødning til en lav pris.
De vigtigste næringsstoffer for dine planter
Egentlig har planter brug for 17 forskellige næringsstoffer, men de mest centrale næringsstoffer er dem, vi i daglig tale kalder NPK (du har måske hørt ordet NPK-gødning?).
-
N står for kvælstof, og er det stof der er vigtigt for plantens vækst for blade og stilke. Hvis din plante har lyse/gullige blade, er det som regel et resultat af mangel på kvælstof. For meget kvælstof vil til gengæld resultere i at planten bliver ranglet, og blomstringen reduceres.
-
P står for fosfor, og dette stof har betydning for udvikling af rødder, skud og blomster. For lidt fosfor vil gøre plantens rodnet svagt, og ofte vil man kunne se violette anstrøg i planten. For meget fosfor giver en dårlig vækst for planten.
-
K står for kalium, og kalium spiller en vigtig rolle i forhold til plantens fotosyntese og vandbalance. Mangel på kalium vil gøre så planten hænger, og får svage stængler og rødder. Planten kan også risikere at få brune pletter på bladene. Symptomerne på kaliummangel minder derfor meget om symptomerne på vandmangel.
Organisk gødning versus kunstgødning
Er du lidt i tvivl om, hvad der er bedst for dine planter – organisk gødning eller kunstgødning? Herunder kommer en liste med fordele og ulemper for hhv. organisk gødning og kunstgødning. Så kan du let få et overblik over, hvilken slags gødning du skal bruge.
Organisk gødning
Fordele:
-
Kan nøjes med at bruges én gang om året – om foråret.
-
Stimulerer antallet af mikroorganismer i jorden.
-
Optages af planterne over en lang periode.
-
Omsættes langsomt i jorden.
-
Køkkenaffald genanvendes.
-
Meget billigt eller gratis.
Ulemper:
-
Har ofte ikke den korrekte næringssammensætning i forhold til hvad planterne har brug for.
-
Kan være svært at dosere, siden man ikke kender den præcise næringssammensætning.
-
Indholdet af næringsstoffer er ofte lavt, så der skal tilføjes store mængder.
-
Pladskrævende at opbevare, og ofte dufter det ikke helt så skønt.
-
Du kan risikere at svide planterne ved gødning.
Kunstgødning
Fordele:
-
Indeholder den korrekte sammensætning af næringsstoffer som planten har brug for.
-
Optages nemt af planten, så der ses hurtigt effekt.
-
Let at håndtere og dosere siden du kender det præcise indhold at næringsstoffer.
-
Let at opbevare, da det næsten ikke fylder noget i forhold til en hel sæk hestemøg.
Ulemper:
-
Skal tilføjes flere gange i løbet af en vækstsæson for at få varig effekt.
-
Risiko for overgødning, da det er meget koncentreret.
-
Forbedrer ikke jordens struktur som organisk gødning gør.
-
Dyrere end organisk gødning som oftest er gratis.
Nu burde du være klædt godt på, til at købe gødning til dine planter.

