Det skal du vide, når du skal installere gulvvarme

Det skal du vide, når du skal installere gulvvarme

6. januar 2021 Slået fra Af Bounivers

Gulvvarme er en god opvarmningskilde. Det giver nemlig en behagelig opvarmning af rummet – og det er faktisk den mest effektive varmekilde til at opvarme hele rummet. I denne artikel har vi samlet alt, hvad du skal vide, hvis du går med overvejelser om at installere gulvvarme i dit hus, sommerhus eller lejlighed.

Hvad er gulvvarme?

Gulvvarme er som navnet antyder opvarmning gennem gulvet. Opvarmningen sker gennem kabler eller rør under gulvet, og det kan styres på samme måde som en almindelige radiator ved hjælp af termostater, som man kan skrue op eller ned for.

Der er to typer af gulvvarme: vandbaseret gulvvarme og elgulvvarme. Vandbaseret gulvvarme er opvarmning gennem slanger, som er fyldt med vand. Slangerne placeres under gulvet og er koblet til centralvarmeanlægget. Det kan enten bruges som supplement eller som alternativ til almindelige radiatorer. Elgulvvarme er opvarmning gennem varmekabler eller varmemåtter i gulvet. Elgulvvarme er nemt at installere og fylder væsentligt mindre end slangerne til vandbaseret gulvvarme. Det kan derfor uden problemer placeres ovenpå det gulv, du har i forvejen.

Hvilke gulve egner sig til gulvvarme?

Der er ikke de store begrænsninger i, hvilke gulve, du kan vælge, når du vil installere gulvvarme. Nogle eksempler er trægulv, laminatgulv, fliser og klinker. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på i kombinationen mellem gulvvarme og gulvtype. Belægningerne på gulv kan som regel ikke tåle højere temperaturer end 25 grader for trægulve, 27 grader for fliser og klinker og 28 grader ved andre gulvtyper. Det skal du være opmærksom på, da for høje temperaturer kan ændre udseendet på nogle gulvtyper.

Fordele og ulemper ved gulvvarme

Der er både fordele og ulemper ved gulvvarme. En ulempe er f.eks. at gulvvarme betyder en længere opvarmning og nedkøling. Gulvvarme kræver også god isolering, da varmen ellers let ryger ud af boligen, og det kan blive en dyr fornøjelse. Det kan også blive en dyr fornøjelse, hvis din vandbaserede gulvvarme går i stykker, da det kan kræve, at gulvet skal op.

Der er dog også en del fordele ved gulvvarme. Gulvvarme sørger for, at du aldrig skal fryse om fødderne mere, og det giver også en mere jævn varme i rummet, som kan opleves mere behageligt end varme fra en radiator. Gulvvarme kræver heller ingen vedligeholdelse, idet det er gemt væk under gulvet, og det gør også indretning nemmere og pænere, da der ikke skal tages hensyn til radiatorer. Sidst men ikke mindst kan du også opnå energibesparelser, da du med gulvvarme typisk kan skrue 1-2 grader ned uden at du lægger mærke til det – og det giver en lavere varmeregning med en besparelse på 6-12 % i gennemsnit.