Hvilket boliglån bør jeg vælge til min ejer- eller andelsbolig?

Hvilket boliglån bør jeg vælge til min ejer- eller andelsbolig?

31. januar 2021 Slået fra Af nicolai

Hvilket boliglån du bør vælge, afhænger også af, hvilken type bolig du ønsker at købe. Læs herunder, hvad vi anbefaler ved køb af ejerbolig og andelsbolig.

Ejer- eller andelsbolig?

En af de ting du først og fremmest skal vide, når du ønsker at foretage et boligkøb er, om du vil købe en ejer- eller andelsbolig. Dette er især vigtig, da lånemulighederne ikke altid er de samme ved de to forskellige boligtyper.

En ejerbolig er oftest dyrere end en andelsbolig i salgspris, men det er til gengæld billigere at låne til en ejerbolig, da du har mulighed for at optage et realkreditlån. Til en ejerbolig har du mulighed for at låne op til 95% af boligens værdi, nemlig 80% gennem et realkreditlån og 15% gennem banken. De sidste 5% skal du dog selv kunne betale.

Reelt set har du også mulighed for at optage et realkreditlån, når du skal købe en andelsbolig, men det afhænger af andelsboligforeningen. Hvis bestyrelsen går med til det, kan du nemlig optage et realkreditlån gennem dem. Det fungerer sådan, at det er andelsboligforeningen, der optager realkreditlånet og derefter låner dem videre til dig. Foreningen vil derefter udstede et gældsbevis til dig med de rente- og afdragsvilkår som de har fået fra realkreditinstituttet.

Du bør dog forberede dig på at skulle låne gennem banken til en andelsbolig, da der i praksis ikke er mange andelsboligforeninger, der ønsker at optage et realkreditlån for dig. Det skyldes oftest, at det er dem, der skal påtage sig risikoen for realkreditlånet. Låner du gennem banken til en andelsbolig, er der i stedet tale om et andelsboliglån.

 

Realkreditlån

For dig, der ønsker at købe en ejerbolig, bør du overveje et realkreditlån. Ved et realkreditlån har du mulighed for at låne op til 80% af boligens værdi. Lånet bliver udstedt af et realkreditinstitut.

Ved et realkreditlån skelner man mellem to typer af lån, nemlig et fastforrentet lån og et variabelt lån, som også kaldes et flexlån. Hvilken du bør vælge, afhænger af din risikovillighed.

Realkreditlånet foregår ved, at realkreditinstituttet udsteder et gældsbevis på dine vegne, med sikkerhed i din bolig, som de sælger videre på de finansielle markeder. Det beløb, der bliver tjent ved salg, er det du får til at finansiere dit boligkøb med, efter der er betalt gebyrer til kreditforeningen samt tinglysningsafgift til staten er fratrukket. Hvor meget det kommer til at koste dig at låne penge til en ny bolig er dermed bestemt af udbuddet og efterspørgslen på de finansielle markeder.

Når du ønsker at indfri din aftale om et realkreditlån, kan du vælge at opsige den, når den ligger til kurs 100. Dette gøres enten i forbindelse med en termin på lånet, eller når lånet skal refinansieres. Ønsker du at indfri lånet på et andet tidspunkt, skal du tilbagekøbe de obligationer, som finansierer dit realkreditlån. Kursen vil på det tidspunkt svare til obligationernes aktuelle værdi, hvilket betyder, at du enten kommer til at betale et større eller mindre beløb, end det beløb, du lånte til at starte med.

 

Andelsboliglån

For dig, der ønsker at købe en andelsbolig, bør du overveje et andelsboliglån. Et andelsboliglån fungerer som et almindeligt banklån med pantsætning af dit andelsbevis som sikkerhedsstillelse.

Til at starte med skal du tage kontakt til din rådgiver, hvor I fastsætter din låneramme. Ved køb af en andelsbolig, skal du selv kunne stille minimum 5% af andelsboligens værdi til rådighed selv. De 5% er en procentdel af både andelskronen og andelsboligforeningens eventuelle gæld. Hvor mange penge du selv skal stille til rådighed, afhænger derfor af, hvor god andelsboligforeningens økonomi er samt hvor meget gæld de eventuelt har. Har de en dårlig økonomi eller en stor gæld, kan du risikere, at banken kræver, at du stiller mere end 5% til rådighed selv.

Ligesom ved realkreditlån, skal du også ved andelsboliglån overveje om du vil have en fast rente eller en variabel rente.